Frivillige og kommunikation

Hvordan undgår vi, at frivillige brænder ud?

Udgivet 9 min. læsning Af Eduvo
Illustration til artiklen: Hvordan undgår vi, at frivillige brænder ud?

Foreningen kan forebygge overbelastning ved at holde opgaver realistiske, skabe tydelige grænser og gøre det trygt at bede om hjælp. I skal ikke vente, til en nøgleperson pludselig stopper. Det meste af arbejdet ligger i at se på, hvordan opgaverne er fordelt, og ændre rammerne, før nogen når grænsen.

At fastholde frivillige handler derfor mindre om motivation og mere om, at overbelastning ikke får lov at vokse ubemærket. Artiklen handler om organisering af frivilligt arbejde, ikke om at vurdere eller behandle sygdom. Hvis en person mistrives alvorligt, er bestyrelsens opgave at støtte vedkommende i at søge relevant hjælp og at ændre arbejdsrammerne, ikke at stille diagnoser.

Nedenfor gennemgår vi, hvordan I kortlægger arbejdet, holder opgaverne realistiske, aftaler tilgængelighed, gør det muligt at sige til, planlægger pauser og justerer ambitionsniveauet.

Se på arbejdet før viljestyrken

En engageret person kan have fået flere opgaver, end rollen oprindeligt omfattede. Det sker sjældent ved én beslutning, men ved mange små: "Kan du ikke lige", "du ved jo, hvordan det virker", "det er nemmest, at du gør det". Efter et par sæsoner er rollen blevet tre roller, uden at nogen har besluttet det, og så ender det med, at de samme to personer laver det hele.

Kortlæg derfor både det synlige og det usynlige arbejde:

Synligt arbejdeUsynligt arbejde
Træning, arrangementer, møderSvar på beskeder mellem møderne
Opgaver med en dato i kalenderenKoordinering af andre frivillige
Det, der står i opgavebeskrivelsenDet, der "bare" er landet hos personen
Indsats, andre ser og takker forRettelser, oprydning, opfølgning

Bed hver frivillig med en fast rolle liste sine faktiske opgaver i en periode, uden at det bliver en kontrol. Spørg derefter, hvilke opgaver der kan forenkles, deles eller bortfalde. Et generelt råd om at passe på sig selv hjælper ikke meget, hvis foreningen fastholder en umulig arbejdsbyrde.

Hold opgaverne i en realistisk størrelse

Når kortlægningen er lavet, skal I beslutte noget. Gå listen igennem og sæt hver opgave i én af tre kasser: beholdes hos personen, deles eller flyttes, eller bortfalder. Vær ærlige om den sidste kasse. Ikke alt, foreningen gør, er nødvendigt, og noget fortsætter kun, fordi det altid er blevet gjort.

Opgaver, der flyttes, skal beskrives, så en anden kan overtage dem. Det er netop her, mange forsøg strander: den overbelastede skal selv skrive opgaven ned og lære en ny op, og det er der ikke tid til. Sæt derfor en anden til at skrive beskrivelsen sammen med personen, i en time, hvor der ikke sker andet.

Eksempel: Tænk jer en klub, hvor holdansvarlige også besvarer alle forældrehenvendelser, bestiller tøj og indtaster resultater. Ved at lægge tøjbestillingen hos én person for hele klubben og resultatindtastning hos en anden, bliver den holdansvarliges rolle igen det, den var tænkt som. Ingen af de to nye opgaver er store nok til at skræmme nogen.

Aftal tilgængelighed, og hvad der er akut

Beskriv, hvornår en frivillig forventes at svare, og hvad der reelt er akut. En medlemsbesked en søndag aften behøver ikke altid et svar samme aften. Når der ikke er en aftale, bliver forventningen i praksis "altid", og det er den forventning, der slider.

En enkel aftale kan se sådan ud:

  • Almindelige henvendelser besvares inden for [antal] hverdage, ikke samme dag.
  • Akut betyder, at nogen er i fare, eller at en aktivitet i dag eller i morgen ikke kan gennemføres. Alt andet kan vente.
  • Ved akutte forhold ringer man til [navn], og [navn] er afløser.
  • Frivillige behøver ikke have notifikationer slået til uden for deres opgavetid.

Fortæl medlemmerne om aftalen, så de ved, hvad de kan forvente. Vælg desuden en afløser eller en fælles håndtering af henvendelser, så ingen skal være tilgængelig hele tiden. En fælles indbakke med en koordinator er bedre end fem private telefoner, der alle bipper.

Gør det muligt at sige til

Spørg på møderne, om opgaverne passer til den tid, folk har. Undgå kun at spørge, om alt går godt. Det spørgsmål får næsten altid et ja, også fra den, der er ved at give op.

En mere konkret formulering er: Hvilken opgave fylder for meget lige nu, og hvad skal ændres? Stil spørgsmålet til hver enkelt, ikke kun til gruppen, og stil det fast, for eksempel ved hvert andet møde eller midt i sæsonen.

Tag svaret alvorligt. Hvis et ønske om aflastning altid fører til flere forklaringskrav eller til "det er der ikke andre, der kan", holder personen op med at nævne problemet. Det første svar på "det fylder for meget" bør være "tak, fordi du siger det, hvad skal vi tage fra dig?". Beslutningen om, hvad der så sker med opgaven, er bestyrelsens, ikke den frivilliges.

Planlæg pauser og afgrænsede perioder

En rolle kan have en aftalt prøveperiode, et evalueringspunkt eller en planlagt pause. Fortæl ved start, at behov og livssituation kan ændre sig, og at det er i orden at sige nej til flere opgaver, træde ud eller holde pause. En frivillig, der ved, at der er en udgang, bliver ofte længere end én, der føler sig fanget.

Lav pauser til noget normalt. En sæson fri efter tre sæsoner som holdansvarlig er en rimelig aftale, ikke et svigt. Sig det højt og gerne skriftligt i opgavebeskrivelsen.

Sørg samtidig for dokumentation og overdragelse. Jo mere viden der deles, desto mindre afhænger foreningen af én persons konstante indsats. En simpel beskrivelse af hver fast opgave, hvor materialerne er, og hvem man spørger, gør det muligt at holde pause, uden at alt går i stå.

Fastholde frivillige uden overbelastning: justér ambitionsniveauet

Hvis opgaverne fortsat overstiger ressourcerne efter kortlægning og fordeling, skal aktiviteterne måske reduceres. Det er en ledelsesbeslutning, ikke en personlig fiasko hos den frivillige. En forening, der gennemfører færre aktiviteter med god bemanding, holder bedre på folk end en, der gennemfører alt på bekostning af de samme fem.

Sig det ærligt til medlemmerne: "Vi holder ikke sommerstævnet i år, fordi vi ikke har frivillige nok til at gøre det ordentligt. Vil du være med til at gøre det muligt næste år, så sig til." Det er både sandt og en invitation.

Ved vedvarende mistrivsel bør personen støttes i at søge relevant hjælp, for eksempel hos egen læge. Bestyrelsens opgave er at ændre rammerne for arbejdet. Samtidig må bestyrelsen gerne tage en opgave fra en person, der ikke selv kan slippe den, hvis det sker med respekt og med en tydelig begrundelse.

Det går ofte galt her

  • Man roser i stedet for at aflaste. Den overbelastede får en tale og en buket, men beholder alle opgaverne. Tag noget fra, så bliver takken til frivillige reel.
  • Opgaver vokser uden beslutning. Små "kan du ikke lige" lægges til, indtil rollen er uoverskuelig. Beslut nye opgaver på et møde, og skriv dem på en person.
  • Der er ingen afløser. Én person er den eneste, der ved, hvordan noget virker. Skriv det ned, og lær en anden op, før det haster.
  • Tilgængelighed er uendelig. Ingen aftale om svartid betyder "altid". Aftal, hvad der er akut, og fortæl medlemmerne det.
  • Spørgsmålet stilles til gruppen. "Går det godt?" i plenum giver ja. Spørg hver enkelt konkret, hvad der fylder for meget.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad gør vi, når en frivillig ikke vil slippe opgaver, selv om vedkommende er presset?

Tal med personen alene, og vær konkret om, hvad I ser, for eksempel at svar kommer midt om natten, eller at ingen andre kan overtage. Fortæl, at I vil flytte en bestemt opgave, og hvorfor. Det er bestyrelsens ansvar at fordele arbejdet, og I må gerne beslutte det, selv om personen helst vil beholde alt.

Er det ikke mere arbejde at dele opgaver op?

I starten, ja. Opgaver skal beskrives, og nye folk skal tages godt imod og læres op. Men alternativet er, at foreningen mister personen og al viden på én gang. Gør opdelingen overkommelig ved at sætte en anden til at skrive beskrivelsen sammen med den, der kan opgaven.

Hvad gør vi, hvis en nøgleperson stopper pludseligt?

Bed om en overdragelse, hvis personen kan og vil, også selv om det kun er en times samtale. Saml adgange, materialer og aftaler ét sted. Fordel opgaverne midlertidigt på flere, og beslut på næste møde, hvad der kan udgå. Brug situationen til at indføre dokumentation, så det ikke sker igen.

Bør vi tilbyde frivillige en kompensation for at holde på dem?

Nogle foreninger giver godtgørelse eller gaver. Det kan være rimeligt, men det løser ikke overbelastning; det gør kun færre opgaver. Vær opmærksom på, at godtgørelser til frivillige er omfattet af skatteregler. Den aktuelle vejledning findes hos Skattestyrelsen og DGI.

Kort fortalt

  • Kortlæg både det synlige og det usynlige arbejde hos hver frivillig med en fast rolle.
  • Beslut for hver opgave, om den beholdes, deles eller bortfalder, og skriv ændringerne ned.
  • Aftal svartider, og definér, hvad der reelt er akut. Fortæl medlemmerne det.
  • Spørg hver enkelt konkret, hvad der fylder for meget, og tag noget fra, når svaret kommer.
  • Gør pauser og prøveperioder normale, og hold dokumentationen ved lige.
  • Skær i aktiviteterne, hvis de ikke kan bemandes. Det er en ledelsesbeslutning.

Inspiration

Mindre administration i jeres forening

Eduvo samler medlemmer, kontingent, bestyrelse og regnskab ét sted. Opret jeres forening gratis – ingen kreditkort, intet opstartsgebyr.